Brugsen, Erhvervsforeningen og Lynge Byfest har i samarbejde fået denne aftale på plads. Vi er rigtig glade for at cirkus Baldoni ligger vejen forbi Lynge siger Jørgen Johansen og forsætter; hvis man ønsker at købe en billet (kr. 75,-), bliver de solgt i Lynge Brugs, efter først til mølle princip.

Forestillingen bliver fredag den 26 august kl. 18.00 og det bliver Amin Jensen der leder publikum igennem et festfyrværkeri af artister der jonglerer, balancerer, udfører kraftanstrengelser og numre der begejstrer og henrykker publikum i alle aldre. Cirkus Baldoni er kendt som cirkusset uden dyr, og alligevel ikke. Alle, ikke mindst børnene, kender løven Leonardo, han er selvfølgelig altid med og i år er det på armen af Amin Jensen, der udover at være komiker og operasanger også har lagt stemmer til over 3.000 tegnefilm.

En ny klovn har også fundet vejen, det er den danske klovn Tøffe som begejstrer store som små. Så alt i alt er der lagt op til et par skønne timer i den velkendte Baldonistil, der vækker glæde og minder for hele familien er i de bedste hænder.